Uden Sorrig for det, som svandt Han drager paa nye & farlig F鎟d Hans eeneste Sorrig v鎟e at han intet fandt Som vaer een Taare v鎟dt Til han Medynk saae I hendes 豬ne, der alt Lius vaer tendt Der al Gl鎑e snart vaer endt Slig een Pige hellig, vacker Det brustne Blik flacker Hun ki鎛dte Haabet brast Han viiger for hendes Blik Med een smertelig Mystik Fylder hende med Hi鎟tenski鎟 Men hendes Ild ligger sort & d鴇 Ondskab qvalte hver een Gl鴇 Dend hviide Gloe, dend slukte han Men dend ha'r skabt een m鎐ktig Brand Aff Had & Elskov & tungsindigt Haab Nyf鴇t b鎟es Maanen frem Ofver det Sind som her bleff r鴉ved Aff dend m鴕cke, Magi paa hende 鴉ved Med r鎑de Skrit. mod ham - dybt ber鴕t: Hun: "Du diefvlens Sendebud, som b鎟er Fryckt fra Mand til Brud, Du Menskehadets reene Styrkedrik, Du n鎟ing for min Si鎙, som d鴕; Gaae ey bort, o Skygge, f鴕 Ieg viiser Ki鎛dsler som ieg hafvde Angst For at n鎟e f鴕 ieg bleff din Fangst"
|