Uden Sorrig for det, som svandt
Han drager paa nye & farlig F鎟d
Hans eeneste Sorrig v鎟e at han intet fandt
Som vaer een Taare v鎟dt
Til han Medynk saae
I hendes 豬ne, der alt Lius vaer tendt
Der al Gl鎑e snart vaer endt
Slig een Pige hellig, vacker
Det brustne Blik flacker
Hun ki鎛dte Haabet brast
Han viiger for hendes Blik
Med een smertelig Mystik
Fylder hende med Hi鎟tenski鎟
Men hendes Ild ligger sort & d鴇
Ondskab qvalte hver een Gl鴇
Dend hviide Gloe, dend slukte han
Men dend ha'r skabt een m鎐ktig Brand
Aff Had & Elskov & tungsindigt Haab
Nyf鴇t b鎟es Maanen frem
Ofver det Sind som her bleff r鴉ved
Aff dend m鴕cke,
Magi paa hende 鴉ved
Med r鎑de Skrit. mod ham -
dybt ber鴕t:
Hun:
"Du diefvlens Sendebud,
som b鎟er Fryckt fra Mand til Brud,
Du Menskehadets reene Styrkedrik,
Du n鎟ing for min Si鎙, som d鴕;
Gaae ey bort, o Skygge, f鴕
Ieg viiser Ki鎛dsler som ieg hafvde Angst
For at n鎟e f鴕 ieg bleff din Fangst"
|
