Da Trolddommen bleff h鎣ed - & need
Paa Jorden han sv鎣ed: Da som nu
Vaer Jaget ved at lefve, ved at aande,
Ved hver Bev鎔else saa stoor at n鎒sten
dend vaer Smerte - Medens han gik omkring
Blandt Mennisker, vaer han skuffed f鴕st:
I Liivets ydre vaer der intent Skifte
Lig det han hafvde f鴏t i Ulvens Liiv
De tr鎙ler under ham
med et troskyldig Sind
Fryckter ham,
Een Krafft aff sand Natur,
Som Sanser uden Selfbedrag
Han gliider useet blandt dem, streifer i sit Jag
Lig Kv鎙dens Farver, Nattens Aandedrag
For ingen Guder鴖t hafver nogensiden
Git Mennisket Svar paa hvem han skiulede
D鎚on, Phantom & Varulv
Vaer kund Naffn paa det de selv aldrig kunde finde
End han -
I hans Hi鎟te: Een affgrund tung
Som det sorte Hav
Der eldsker sine Dyb
Der -
Sammenkr鴊et
I Vintrens Bund
F鎙der han al deris Gl鎑e,
Liiv, Mod & Haab
Maanen, stiigende paanye,
Hilser ham fra en sunken Himmel
..Oc ved den lydende Midnatssalme
Som Fryckt i Natten v鎣er
Skald de fromme atter falme
|
